vores Livsstil,

jeres eventyr

Om os

Eventyret starter på Lyngholt Camping

Vil du høre en hemmelighed? Langs skjulte skovstier, der på magisk vis snor sig igennem landskabet, i de rå klipper langs kysten, hvor bølgerne brydes af ældgammel granit og i de dybe skove, hvor trolde og sære væsner holder til, lige der findes eventyret. Og vejen dertil starter på Lyngholt Camping. 

Lyngholt Camping er en GreenStay-certificeret naturcampingplads, der strækker sig over 140.000 m2 naturgrund i det kuperede nordbornholmske landskab, blot 750 m fra kysten. Pladsen drives af Sanna og Michael, der har en stor kærlighed til den bornholmske natur og de mange eventyr, der findes bag hver en klippe og hvert et træ i det unikke landskab.

Vi købte Lyngholt Camping i 2019 med ønsket om at gøre vores passion for en aktiv livsstil og vores kærlighed til naturen til vores levevej og skabe en eventyrlig base for hele vores sammenbragte familie. Det har vi ikke fortrudt, for selv vores voksne børn elsker at komme her, og hver dag er et eventyr, når man bor og arbejder midt i naturen, fortæller Sanna, der er født og opvokset på Bornholm.

STORE EVENTYR FOR HELE FAMILIEN

Nu nyder familien årstidernes skiften på pladsen, i skoven og langs de klippefyldte kyster. For Nordbornholm er bare et helt særligt sted. Her er smukke strande, dybe skove, majestætiske klipper og et væld af spændende seværdigheder og aktiviteter lige uden for døren.

– Vi ved ikke noget bedre end at guide vores gæster på nye eventyr, så alle får lov til at opleve den helt særlige natur, som Lyngholt Camping er en del af. Hvad enten det på mountainbike, med løbe- eller vandresko på. Her er så meget at opleve direkte fra pladsen, fortæller Sanna og Michael, der begge er vokset op på Bornholm og selv er ivrige brugere af naturen.

RØGET GULD OG FÆLLES FERIEMINDER

Michael og Sanna nøjes da heller ikke kun med at sørge for jer i receptionen eller ude på pladsen. De to naturelskere er vilde med at vise deres smukke ø frem, så hvorfor ikke tage med på én af deres løbeture i Slotslyngen eller lade dem guide jer på vandretur mod spektakulære seværdigheder og møde eventyret med Sanna og Michaels øjne.

Hver eneste dag i højsæsonen, sørger det imødekommende værtspar også for aktiviteter på pladsen for både store og små. For nogle gange findes eventyret nemlig også i de helt nære ting.

Fx når du kan få lov til at sætte tænderne i en helt nyrøget fisk fra Lyngholts rygeovn, komme med til fællesgrill sammen med alle de andre gæster eller være med, når der trylles snobrødsdej frem til hele pladsens børneflok. Så bliver der grint og snakket over gløderne, mens duften fyldes af det nybagte snobrød.

SOLNEDGANG OG FÆLLES GRILLAFTNER

Alle, der besøger Lyngholt Camping, bliver en del af Sanna og Michaels bornholmske familie, og derfor er der også hver uge i højsæsonen grillaften, hvor vi alle spiser sammen, mens lokale musikere underholder på pladsens hyggelige torv.

Og har du lyst, kan du slutte aftenen af med at gå igennem pladsens lille skov og nyde solens aftenstråler sænke sig i Østersøen efter en lang dag med mange nye oplevelser og nye gode venner.

For os er det vigtigt, at I føler jer hjemme fra det øjeblik, I triller ind på pladsen. Derfor betyder det meget for os at lære jer at kende og give jer en personlig oplevelse med Lyngholt Camping. Det er en dybt forankret del af den bornholmske kultur at tage sig tid til at tale sammen og lære hinanden at kende. Vi prioriterer derfor altid at hjælpe jer med det, I har brug for, lytte til, hvad I har på hjertet – og vi deler også gerne ud af vores hemmelige tips til øen, fortæller Sanna og Michael.

GRØNNE AMBITIONER FOR DIN FERIE

Men at bo midt i Bornholms smukkeste natur forpligter. Derfor har Sanna og Michael en ambition om at blive CO2 neutrale i 2025, så Lyngholt Camping sætter så lille et carbon-aftryk som muligt på den omkringliggende natur. Til glæde for os alle sammen. Som gæster på Lyngholt Camping, kan I være med til at passe på naturen omkring os ved at følge de grønne tiltag, vi informerer om på pladsen.  

Vi glæder os til at se dig på Lyngholt Camping.  

Naturlige eventyr

for hele familien